På beløbet

Gebyrer for brug af betalings­kort på nettet og i udlandet
16. august 2017

Lunar Way til kamp mod skjulte gebyrer

TV 2 skriver i dag, at danske Lunar Way går til kamp mod skjulte gebyrer på betalingskort. Virksomheden lancerer et nyt kreditkort, TravelCard, der koster 299 kr. pr. år. Til gengæld er kurstillægget ved brug af kortet 0 %, ligesom det er gratis at hæve i pengeautomater i udlandet.

I en tid hvor konkurrenterne hæver gebyrerne, er det interessant at se en betalingskortudbyder, der går den anden vej og sågar omtaler disse vekselgebyrer i sin markedsføring. Jeg har skrevet mig op til at høre nærmere.

Et andet gebyrfrit kort udbydes af britiske Revolut (tak til Emil Stahl for tip). Kortet er et debetkort, der skal tankes op på forhånd. Det er et anderledes og ganske avanceret produkt, som nok kræver lidt gåpåmod, men prisen er i hvert fald god.

15. juli 2017

Politisk krav om større åbenhed

Politikerne på Christiansborg har fået øjnene op for de stigende gebyrer på brug af betalingskort, skriver DR. Enhedslisten – med støtte fra SF, Radikale, Alternativet og Dansk Folkeparti – ønsker større åbenhed om gebyrerne. De kender åbenbart ikke til påbeløbet.dk, hvor bankers kreditkortgebyrer fremgår let og overskueligt. Men ethvert tiltag for større åbenhed er selvfølgelig velkomment.

3. juni 2017

Banker anmeldt for gebyrhop

I dag kan DR fortælle, at Forbrugerrådet Tænk har anmeldt Danske Bank, Nordea og Jyske Bank til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for deres nylige stigninger i valutakurstillægget på betalingskort.

I betalingstjenestelovens § 79 hedder det nemlig, at der ikke må opkræves “urimelige priser” for brug af betalingskort, dvs. “priser og avancer, der er højere, end hvad der ville være tilfældet under virksom konkurrence”.

De tre banker placerer sig prismæssigt midt i feltet mht. betalingskortgebyrer. Det kunne være interessant, om myndighederne også var blevet bedt om at tage stilling til Sydbank, der udbyder markedets klart dyreste Mastercard (kurstillæg 2,90 %).

Jeg tvivler på, at Forbrugerrådet Tænks anmeldelse fører til noget. Men om ikke andet bliver det spændende at høre, hvad Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfatter som “urimelige priser”.

3. februar 2017

Velkommen til påbeløbet.dk

Forleden fik jeg et brev fra min bank, hvor de skrev, at kurstillægget ved brug af mit Visa/Dankort i udlandet ændres fra 1% til 1,5%. Det svarer til en prisstigning på 50%. Det var da frisk!

Det fik mig til at undersøge, hvad andre banker tager i vekselgebyr. Det er faktisk ikke helt let at blive klog på. Vekselkursen består nemlig af et kurstillæg i forhold til en referencekurs, og den referencekurs afhænger af, hvilket kort (Visa eller MasterCard) og hvilken bank man har. Jeg er ikke faldet over nogen forklaring på, hvordan referencekursen er fremkommet, men man kan slå den op hos Nets.

Det inspirererede mig til at lave nærværende prissammenligningstjeneste. Jeg har pløjet prislisterne igennem for de 20 største banker for at finde, hvilke kurstillæg de benytter for hvilke kort. Det er der stor forskel på. Derudover har jeg lavet en automatik, der hver dag henter friske kurser hos Nets. Og så har jeg regnet tallene sammen og lavet en liste.